Kære vælger på Amager, indre København og Frederiksberg
Jeg har været det lokale folketingsmedlem for Venstre siden 2005. Privat bor jeg i Tårnby sammen med min mand Henrik, som jeg siden 1981 driver et autoværksted sammen med på Amager.
Som dit lokale folketingsmedlem arbejder jeg for:
- Et dynamisk erhvervsliv, som fastholder og fremelsker arbejdspladser i Danmark. Det kræver gode rammevilkår og færre administrative byrder, så virksomhederne kan koncentrere sig om det, de er bedst til – at skabe vækst!
- En stærk Øresundsregion på landkortet, til gavn for begge sider af Sundet.
- En mere sammenhængende trafikpolitik på Amager. Parkeringsmuligheder for cykler og biler ved metroen skal forbedres, og der skal være bedre busdækning, hvor metroen ikke kører.
- At der under Københavns Havn bygges en havnetunnel, som nedsætter den gennemgående trafik.
- Bedre vilkår for de danske soldater, både under udsendelse og når de vender hjem igen.
- Et rimeligt samfund, hvor de særligt udsatte får en kærlig og hjælpende hånd i tilværelsen.
- En styrket indsats for bekæmpelse af menneskehandel. Det er en skamplet på vores samfund, der må stoppes.