Når skræksceniarer overgår virkeligheden

Bragt i 2770 d. 23. august

Fredag den 22. Juli er en dato, der har prentet sig fast på nethinden hos de fleste. En dato, hvor man kan huske præcis hvad man lavede, på lige fod med da tvillingetårnene faldt, da Berlinmuren faldt og da Kennedy blev myrdet.

Jeg var selv på ferie i den norske skærgård. Som ofte når vi sejler, kørte radioen på nærmeste lokalstation i dette tilfælde den norske P4. Pludselig blev udsendelsen afbrudt med en meddelelse om, at der var sprunget en bombe i Oslo tæt på statsministerens kontor. Nye meldinger kom hele tiden og efter et par timer kom meddelelsen om uro og skyderi på Utyøa.

Ingen vidste hvad der egentlig foregik men langsomt kom det frem, at en galning havde skudt en masse unge mennesker der var på politisk sommerlejr. Den første direkte information kom fra en fhv. ambulancefører, som helt tilfældigt var på pladsen, hvor man bragte sårede og døde ind til fastlandet. Vi var i mellemtiden kommet i havn og lå omgivet af norske sejlere som naturligvis alle var lige så stærkt chokeret som vi var. Vi var splittede mellem lysten til at slukke for radioen, efterhånden som den tragiske virkelighed gik op for os, og så muligheden for at lytte videre for at høre mere.

Det blev en sen aften og vi tændte lys for de dræbte. Næste morgen stod det klart, at tragedien var langt større end nogen kunne forestille sig. Statsminister Jens Stoltenberg holdt pressekonference og udviste lederskab, aviserne var fulde af udåden og hele det norske samfund var rystet i sin grundvold. Jeg tænkte på, og bad for, de mange forældre som havde mistet et barn og for de forældre som endnu ikke anede, i hvilken tilstand deres barn var.

Al nyhedsdækning havde naturligvis fokus på de forfærdelige ugerninger men det var uvirkeligt at være så tæt på. Her overgik virkeligheden alle de skrækscenarier man nogensinde kan forestille sig.

Midt i det hele udtalte en ung pige, der havde overværet det hele ”Hvis en mand kan hade så meget, tænk så på hvor meget kærlighed alle vi andre kan give” og på den måde trøstede hun os alle, og fik os til at se fremad trods de forfærdelige ugerninger, der havde ramt det norske samfund en almindelig fredag eftermiddag d. 22 juli.

Og hvor vil jeg så hen med denne klumme? Jo, jeg håber alle vil huske at glæde os over livet hver eneste dag, man ved aldrig hvornår det er slut. Samtidig vil jeg bede alle mine kollegaer holde sammen om demokratiets rod, som vi skal værne stærkt om.
 
Vi skal være stolte af - og værdsætte det demokratiske samfund vi lever i, i de nordiske lande, og lad os tage den stolthed med os, når vi alle snart skal ud i valgkamp! Som Stoltenberg så rigtigt sagde: Ingen kan skyde os til tavshed.